Jeg har vist forhåbentligt aldrig lagt skjul på, at jeg faktisk reelt set ret godt kan lide fastfood. Altså sådan fastfood af den underlødige og overhovedet ikke-LCHF slags. Har jeg? I så fald er det i hvert fald en fejl, for jeg går (for det meste) ind for at være ærlig herinde, da det jo nok giver det bedste billede. Desværre er fastfood aka. junkfood bare et ret dårligt valg, hvis man trives dårligt på mange kulhydrater og meget stivelse – blandet med sukker, diverse tilsætningsstoffer og dårlige fedtstoffer, kan de fleste af os nok godt blive enige om, at så godt som fastfood måske smager, er det bedst at undgå det så vidt muligt! Så det gør jeg! Faktisk spiste jeg kun fastfood én gang i januar – hvilket måske lyder af meget for nogen af jer, men for mig – og min tidligere historie taget i betragtning – er det faktisk ok godt gået! Og det bedste (og det værste) var, at jeg fik det så skidt umiddelbart og dagen efter, at det mindskede min lyst endnu mere. Og så mætter det jo ikke engang, det stads – det giver bare oppustethed og dvaskhed – blandet med lidt god smag, indrømmet – uden nogle af de sædvanlige rare ting, man ellers får ud af at spise.
Jeg er ikke fan!
Men smagen, den er jeg som sagt fan af! Så for nyligt besluttede jeg mig for, at det da måtte være muligt at lave en meget bedre og mere lødig efterligning af nogle af mine favoritter. Og hvis vi snakker burgergenren er McChicken klart min favorit! Jeg har aldrig været særligt stor fan af oksekødsburgerne og kan faktisk ikke huske, hvornår jeg sidst smagte en cheeseburger eller hvad de nu ellers hedder allesammen. Men kyllingeburgerne elsker (elskede?) jeg! Lækker mør kylling (og vi skal ikke snakke om, hvad der er i, eller hvor det kommer fra) i rar sprød skal – god bolle og lækker mayodressing, så er jeg nærmest solgt. Og sulten tre sekunder efter igen. OG har mavepine. Men den gode McChicken virkede også som et oplagt bud på noget, der ok nemt burde kunne LCHF-iceres. Så det har jeg gjort.
Jeg har jo ikke tænkt mig at bilde jer ind, at det smager præcist ligesom den ægte vare. Hvis man forventer det, kan man ligeså godt give fortabt på forhånd. Men min McChicken er lavet af rigtig mad og mætter dejligt og længe – helt uden mavepine! Og så må jeg jo i øvrigt nok ikke kalde den McChicken af ophavret-hensyn, så måske vi kan kalde den kyllingeburger a la Xenia eller et eller andet. Eller også kan vi bare kalde den hjemmelavet “McChicken” og håbe, at der ikke er nogen vigtige og magtfulde personer fra McDonald’s, der opdager det!
Jeg lavede min egen mayonnaise ud fra nedenstående helt idiotsikre opskrift. Den er idiotsikker, fordi jeg havde held med den – det plejer jeg ellers ikke. Jeg brugte en “mild olivenolie” fra Levevis, som jeg fandt i Føtex i dag, men som dog stadig smager af oliven – næste gang skal jeg prøve at bruge halv avocado- eller macademiaolie. Det klassiske olievalg til en mayonnaise er jo nok faktisk vindruekerneolie, som dog desværre har en uhensigtsmæssig fedtsyresammensætning. Hvis man ikke kommer sig det så nøje, kan man jo bare bruge, hvad man vil. Men prøv lige denne her opskrift i hvert fald – det kræver kun en stavblender og er pærelet!
(jeg har i øvrigt selv lige købt nyt legetøj aka. ny stavblender – den højt roste Bamix, og jeg er klart fan!)
Bønnefritter vil jo i øvrigt være genialt tilbehør til! Jeg nuppede bare et par agurkestænger
Idiotsikker mayonnaise
ca. 2 dl mayo
* 1 æg
* 1 tsk dijonsennep
* saften af 1/2-1 citron
* et godt drys salt (der skal mere til, end man umiddelbart lige tror)
* evt. lidt sødning, fx sukrin+ eller flydende stevia
* 2,5 dl olie (fx oliven eller anden god olie)
Hæld alle ingredienser i et højt blenderglas eller litermål – olien til sidst. Lad stå et kort øjeblik, så det hele lige falder til ro, og blend herefter med din stavblender, til du har mayonnaise. Smag til med salt og citronsaft og evt. sødning. Et voilà!
Hjemmelavet “McChicken”
2-4 personer/burgere (afhængigt af hvorvidt I gerne vil have lidt eller meget kylling)
Flæskesværspanerede kyllingepatties:
* 2 store kyllingebryster
* 1 æg
* 1 spsk vand
* 2 spsk fiberHUSK
* 1 lille pose gammeldags flæskesvær (ca. 75 g)
* 1 tsk løgpulver
* 1 tsk hvidløgspulver
* salt og peber
* olie og/eller smør til stegning
Til servering:
* 2-4 burgerboller
* 2-4 spsk mayonnaise (fx hjemmelavet som ovenfor)
* 1/2-1 spsk løgpulver
* 2-4 håndfulde snittet icebergsalat
Hak flæskesvær sammen med løgpulver og hvidløgspulver til fint smulder i en minihakker eller lignende.
Bank kyllingebrysterne flade med din håndrod eller en kødhammer, så de er lige tykke over det hele. Del hvert kyllingebryst i to stykker.
Hæld fiberHUSK i en dyb tallerken og krydr med salt og peber. Pisk ægget sammen med vand i en anden dyb tallerken, og fordel flæskesværssmulder i en tredje.
Opvarm et par cm. olie og/eller smør i en sauterpande eller lignende, til det er godt varmt.
Vend imens kyllingestykkerne først i fiberHUSK, derefter æg og til sidst flæskesvær.
Steg på panden i ca. 5 minutter på hver side. Panden skal være varm, men ikke så varm, at kyllingen bliver for mørk. Afdryp på lidt køkkenrulle.
Bland mayonnaisen med løgpulver. Flæk burgerbollerne – varm dem evt. først – og fordel en kyllingepatty på hver underbolle efterfulgt af 1 spsk mayo og en gavmild håndfuld snittet iceberg.
Server.
Indlægget indeholder affiliatelinks.