Hver gang jeg spiser en virkeligt god fiskeret, tænker jeg: Åh, de stakler som påstår at de ikke kan lide fisk. Og umiddelbart derefter tænker jeg så, at det da egentligt er noget fis at sige, at man ikke kan lide fisk, punktum. Fisk er jo en milliard forskellige ting. Der er vitterligt en verden til forskel mellem fx disse fiskefrikadeller og kogt torsk (bvadr). Eller en laksefilet stegt så perfekt at man nærmest kan dele den i lækre og fedmefyldte flager med øjenvipperne og en laksefilet så tør og trist, at den nærmest er grå. At sige at man ikke kan lide fisk er vel ligesom at sige, at man ikke kan lide grøntsager. (eller kød, ahem, godt jeg da er blevet lidt klogere) Så skal vi ikke bare aftale, at I alle laver disse frikadeller, uanset set om I er vilde med fisk eller ej? Og lav gerne remouladesaucen og rødbederåkosten også, men det er ikke et krav. Men I vil i hvert fald ikke fortryde det, hvis I gør det!
Hvis man har brug for andre ting til at overtale sig, kan jeg måske lokke med, at denne ret kun tog 30 minutter fra start til servering? Det ville i hvert fald overbevise mig. Selve dellerne er fantastisk luftige og lækre og smager klart af mere. Hvis I kan modstå, er I stærkere end jeg.
Alt i alt er denne ret røget fluks ind på toplisten over fiskeretter hos mig. Prøv den og se, om du ikke synes det samme.
Fiskefrikadeller med laks
4 personer
* 600 g hvid fisk, fx torsk, rødspætte el.lign.
* 100 g røget laks
* 1 æg
* 1 lille løg
* 1 spsk loppefrøskaller (HUSK)
* 1/2 tsk salt
* smør til at stege i
Smid alle ingredienserne med undtagelse af smør i en foodprocessor og hak det til en helt fin fiskefars.
Varm 1-2 pander godt op og smelt en god klat smør på hver. Steg fiskefarsen til ca. 14-16 frikadeller i ca. 15 minutter til de er gennemstegte.
Hjemmerørt remoulade
Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har smagt remoulade, så jeg kan ikke selv svare på, om den er autentisk. Men min mor mente bestemt, at den smagte af remoulade, så så vidt kan jeg anbefale det. Uanset om det smager af “rigtig” remoulade eller ej, smagte det i hvert fald dejligt – og det passede absolut perfekt til frikadellerne!
4-8 portioner (nok til at fylde en ramekin til randen)
* 5 spsk mayonnaise
* 10 små cornichoner (sørg for at der ikke er sukker eller andet stads i)
* 2 tsk dijonsennep
* 1 tsk karry
* 1 tsk gurkemeje
* 2-3 tsk sukrin
* salt
Hak det hele fint sammen i foodprocessoren (eller hak cornichonerne i en minihakker/i hånden og rør resten sammen, hvis du vil have en grovere remo).
Skulle gerne kunne holde sig omkring en uge på køl.
Rødbederåkost
Det er ikke helt første gang, denne råkost kommer på bloggen, men nu tager vi den alligevel én gang til for Kong Knud.
4 portioner
* 2 store gulerødder
* 4 mellem rødbeder
* saften af 1 lime
* 3 spsk olivenolie (eller anden olie)
* 1 stor håndfuld græskarkerner, ristede og saltede
Riv gulerødder og rødbeder groft og vent med limesaft og olivenolie. Drys med græskarkerner.
Remouladeopskrift og inspiration til måltidet kommer fra Jane.
Kan du lide fisk? I så fald hvad er din yndlingsfiskeret?